Solution Consultant (Customer Experience løsninger) at Cloudhuset A/S

Expires in 7 days

Som Solution Consultant er dit primære ansvar at implementere best-in-class customer experience løsninger hos nogle af de største brands i norden.

Vi søger en højt motiveret Solution Consultant, der brænder for at bruge sin digitale, menneskelige og forretningsmæssige værktøjskasse til at hjælpe vores kunder med at skabe fantastiske kundeoplevelser. Vi forventer at du har dine konsulentfærdigheder eller -potentiale i orden, men uanset om du er i starten af din karriere eller er en erfaren seniorkonsulent, hører vi gerne fra dig.

Vi tilbyder et innovativt miljø med højt tempo, og et stort fokus på din udvikling.

Din rolle som Solution Consultant
Som Solution Consultant er du ansvarlig for implementering af markedets bedste customer experience løsninger hos vores kunder. Du kommer først og fremmest til at arbejde med løsninger, der er bygget op omkring Zendesk, som vi har et tæt strategisk samarbejde med, hvilket har sikret os en plads som en af de førende partnere i norden.

Du formår at kombinere din tekniske og forretningsmæssige forståelse til at foreslå konkrete tekniske løsninger til vores kunder, der understøtter deres forretningsmæssige strategi og målsætninger.

I rollen som Solution Consultant vil du blandt andet:

  • Drive implementeringer af Zendesk hos vores kunder i en spændende og udfordrende rolle, der både dækker over projektleder, teknisk konsulent og customer experience ekspert
  • Facilitere møder og workshops med kunder
  • Bruge din ekspertviden til at yde løbende teknisk assistance og rådgivning til vores kunder
  • Analysere arbejdsgange og identificere behov hos vores kunder og potentielle kunder
  • Udarbejde projektplaner og kravspecifikationer
  • Agere projektleder på leverancer der involverer vores udviklere

Vi forventer at du hurtigt går ind og tager ansvar i konkrete opgaver hos vores kunder. Du vil blive involveret i projekter fra starten af din ansættelse, og vi tilbyder dig certificeringer allerede efter seks måneder.

De fleste af dine arbejdsopgaver kan varetages remote - som udgangspunkt kan du forvente at arbejde en tredjedel ude hos vores kunder, mens de sidste to tredjedele kan placeres hjemmefra og fra vores kontor i Kødbyen nær Københavns Hovedbanegård, hvor vi som minimum forventer at du er to hele dage om ugen.

Om dig
Du tiltrækkes af den spændende, alsidige og til tider hektiske hverdag, der følger med konsulentrollen. Du motiveres af at skabe fremdrift og resultater, og I gruppesammenhænge er du ikke bange for at tage ansvar, og søger typisk en ledende rolle. Derudover trives du i teknisk komplekse miljøer, og kan nemt tilpasse dig forskellige typer af organisationer og systemlandskaber. Endeligt er du nysgerrig af natur, og forstår at stille de rigtige spørgsmål for at kunne bringe din ekspertviden i spil, og proaktivt hjælpe vores kunder.

Du er formentlig uddannet cand.it såsom MSc in Digital Innovation, MSc in Business Administration and Information Systems eller lignende, men vi er også åbne for at dine kompetencer kan være opnået ad andre veje.

Dette kigger vi efter:

  • Højt ambitions- og energiniveau
  • Stærke analytiske evner
  • Lige dele teknisk og forretningsinteresseret
  • Gode sociale egenskaber og formidlingsevner
  • Har nemt ved at sætte sig ind i nye ting såsom systemer og organisationer
  • Struktureret, ansvarsbevidst og punktlig
  • Overordnet kendskab til webservices og APIer
  • Flydende i dansk og kan kommunikere på engelsk på forretningsniveau

Det er en fordel hvis du har:

  • Konsulenterfaring
  • Erfaring med forretningssystemer
  • Erfaring med HTML, CSS og eventuelt JavaScript
  • Erfaring med kundeservice- eller supportprocesser
  • Kendskab ITIL og ITSM

Hvem er Cloudhuset A/S
Vi hjælper vores kunder i norden med at skabe fantastiske kundeoplevelser ved hjælp af teknologi. Vores strategiske samarbejde med best-in-class leverandører gør, at vi stolt kan tilbyde vores kunder de bedste løsninger, der sikrer langvarige relationer.

Vi er en mindre virksomhed, der har eksisteret siden 2014, men har samtidig fornøjelsen af at samarbejde med nogle af de største og mest anerkendte brands i norden om spændende projekter, der giver dem mulighed for at innovere og skalere. Vores kunder tæller blandt andet e-Boks, Tiger of Sweden og Kilroy Denmark.

Vores kontor ligger blandt etablerede virksomheder og kreative startups i kontorfællesskabet SOHO i Kødbyen (https://www.soho.dk). Omgivelserne indbyder til sparring, idéudveksling og networking - og vi tør godt sige, at vi har en af Københavns bedste frokostordninger.

Interesseret?
Vi afholder samtaler løbende, så ansøg ved at sende dit CV via knappen her på siden allerede i dag.

Tiltrædelse er hurtigst muligt efter nærmere aftale.