Studentermedhjælper til ISS Danmarks juridiske afdeling at ISS

Expires in 12 days

Vil du være en del af en stærk juridisk afdeling, som varetager den juridiske rådgivning hos landets førende udbyder af facility management og samtidig have mulighed for at omsætte dine kommercielle og juridiske færdigheder i en C25 virksomhed?

Vi søger en stud.jur eller stud.merc.jur til vores juridiske afdeling. Du bliver en del af et team bestående af seks kompetente og ambitiøse jurister, der til daglig rådgiver drifts- og stabsfunktionerne indenfor en bred vifte af kommercielle og juridiske områder.

Om stillingen

Juridisk afdeling består af seks jurister, der til daglig rådgiver og fungerer som tætte sparringspartnere for hver sin del af forretningen ifm. kommercielle og juridiske spørgsmål. Sammen med afdelingens øvrige jurister skal du medvirke til at sikre, at afdelingen forbliver en professionel og værdiskabende supportfunktion for resten af organisationen.

Du vil blive involveret i en bred vifte af kommercielle og juridiske spørgsmål samt en række compliancerelaterede opgaver indenfor bl.a. udbudsret, aftale- og obligationsret, kommercielle kontrakter, indkøb og GDPR. Du vil derudover tage del i udvikling og vedligeholdelse af standarddokumenter og medvirke til at sikre effektive processer ifm. afdelingens daglige arbejde. Dine opgaver afstemmes ift. din erfaring og løbende udvikling og vil bl.a. bestå af følgende:

  • Gennemgang og udarbejdelse af diverse aftaledokumenter
  • Risikoanalyser i forbindelse med tilbud og indgåelse af nye kontrakter
  • Udvikling og vedligehold af paradigmesamlinger
  • Forskellige complianceopgaver, såsom gennemgang af krav, journalisering af relevante aftaledokumenter, vedligehold af relevante databaser samt håndtering af forskellige spørgsmål relateret til databeskyttelse m.v.
  • Forskellige ad hoc opgaver (herunder opgaver af mere administrativ karakter)

Særlige ansvarsområder kan tildeles pba. dine interesser og kvalifikationer samt forretningens behov.

Stillingen forventes at udgøre ca. 12-15 timer ugentligt fordelt på to eller tre arbejdsdage alt efter dine ønsker og muligheder for at kombinere arbejde og studie. Arbejdsstedet vil være vores danske hovedkontor i Søborg, hvor den juridiske afdeling er samlet.

Om dig

Du læser cand.jur eller cand.merc.jur og er enten sidst i forløbet på din bachelor eller i gang med din kandidat. Du opnår gode karakterer på studiet og har generelt de teoretiske færdigheder i orden. Du har et ønske om at arbejde kommercielt og opnå praktisk erfaring med, hvordan du kan bringe dine juridiske færdigheder i spil.

Derudover:

  • Arbejder du selvstændigt, og trives med et stort ansvar, men sætter også pris på faglig sparring og drøftelser med kompetente kolleger.
  • Tænker du i løsninger frem for begrænsninger og formår at formidle juridiske problemstillinger på en koncis og letforståelig måde.
  • Er du udadvendt og god til at kommunikere og skabe relationer på alle organisatoriske niveauer.
  • Taler og skriver du dansk og engelsk på forhandlingsniveau.

Kan du tilmed trække på specifik erfaring (fx fra et tidligere studiejob på et advokatkontor eller inhouse i en juridisk afdeling), vil dette være et plus.

Vi tilbyder

ISS er en af Danmarks største virksomheder, hvilket giver dig gode faglige udviklings- og karrieremuligheder, hvor du vil indgå i et stærkt globalt netværk med dygtige kolleger over hele verden.

Vi tilbyder et godt kollegialt fællesskab, hvor omgangstonen er professionel men uformel. Det er vigtigt, at vi har det sjovt i en afvekslende, udfordrende og sjov hverdag, hvor opgaverne varierer fra dag til dag og nogle gange fra time til time. Vi tilbyder en række personalegoder i form af fx træningsfaciliteter, rabatordninger, feriehusprogram i ind- og udland og et internt netværk for studerende, hvor du har mulighed for at netværke og deltage i sociale arrangementer.

Ansøgning

Lyder dette som en spændende mulighed for dig, så send os din ansøgning og CV via linket senest den 15. juni 2022. Vi behandler ansøgningerne løbende, så send gerne din ansøgning allerede i dag. Vi glæder os meget til at høre fra dig.

Har du spørgsmål til jobbet, er du meget velkommen til at kontakte Legal Counsel Martin Faber på tlf. +45 6110 6616.